søndag den 30. december 2012

Rocky Road Fudge

Håber i alle havde en dejlig jul!
Jeg elsker julen med alt hvad det indebærer, og selvføgelig skulle der testes en ny opskrift. Jeg havde aldrig prøvet at lave fudge før, og denne opskrift er utrolig nem og smager rigtig lækkert.


Rocky Road Fudge



Du skal bruge:
40g valnødder
40g mandler
0,5 dåse kondenseret mælk
40g skumfiduser (marshmallows)
1 knsp salt
en smule smør
250g blandet mælk/mørk chokolade

Sådan gør du:
1. Hak nødderne groft. Rist dem på en varm, tør pande i nogle sekunder. De må ikke blive brændte.
2. Kom nødderne i en anden skål mens de er varme, og tilsæt smør og salt. Bland til smøret er smeltet.
3. Hak skumfiduserne i mindre stykker.
4. Smelt chokoladen over et vandbad. Når den er smeltet, tilsættes den kondenserede mælk. Røres godt sammen.
5. Hæld nødderne i blandingen, og tilsæt til sidst skumfiduserne.
6. Nu skal massen køles ned, og det gøre bedst ved at tage et lille fad, dæk det med bagepapir og hæld blandingen i. Stil massen i køleskabet indtil den er helt fast (ca. 2-3 timer).
7. Til sidst skæres den ud i ønsket størrelse.

Denne opskrift giver ca. 30-40 små fudge stykker.
Man kan med fordel forboble massen, hvis stykkerne ønskes større. Påkræver dog lidt længere køletid.

tirsdag den 18. december 2012

Chocolate Chip Cookies

I weekenden var jeg til lækker middag, og som tak ville jeg lave en lille lækkerbisken at tage med som gave. Jeg skulle finde noget der var hurtigt, nemt og lækkert og valget faldt derfor på chocolate chip cookies, som i min verden er nogle af de bedste cookies der findes. Der findes 1000 forskellige varianter, men dette er en af standart opskrifterne.

Chocolate Chip Cookies
 
 
 
Du skal bruge:
100g smør (stuetemp.)
100g sukker
50g brun farin
1,5 tsk vaniljesukker/ 1 vaniljestang
1 æg
150g hvedemel
0,5 tsk bagepulver
1 knsp salt
100g chokolade (m. 44%)
 
Sådan gør du:
1. Pisk smør, sukker, brun farin, vanilje og æg sammen.
2. Rør mel, bagepulver og salt i.
3. Tilsæt til sidst grofthakket chokolade.
4. Portionen svarer til 9/10 store cookies, dobbelt op hvis de skal være små. De fordeles på pladen.
5. Bages ved 200 grader i 8-10 minutter.
6. De skal herefter afkøles inden servering.
 
For at gøre det lidt festligt, kan de evt. pakkes ind i gennemsigtigt folie og gavebånd
 
 


fredag den 14. december 2012

Trøffellagkage

Jeg fik mine forældre på besøg her i weekenden, og tænkte at jeg i anledningen ville afprøve en ny kage opskrift. Det blev til en trøffellagkage fra "Byens Bedste Kager".
Jeg synes den blev rigtig lækker, men hvis jeg skal lave den en anden gang, vil jeg fordoble mængden af trøffelcreme (piskefløde og choko). Jeg synes at det var lige sparsomt nok, men det er jo smag og behag.

Opskriften lyder således:


Trøffel lagkage


Du skal bruge:
Kagen:
150 g smør
200 g brun farin
2 æg
200 g mel
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
2 tsk. natron
50 g kakao
100 g finthakket mørk chokolade 60%
100 g appelsinmarmelade
2 dl kærnemælk

Trøffelcremen:
2 dl piskefløde
200 g mælkechokolade

150 g hakkede nødder (jeg brugte valnødder)

25 cm rund springform

Sådan gør du:

1. Start med trøffelcremen. Kog fløden op. Hak chokoladen og kom den i fløden og rør rundt.
2. Stil trøffelmassen til afkøling i fryseren i 1 time, eller på køl i min. 4 timer.
3. Rør smør og brun farin sammen i en skål.
4. Rør æggene i ét af gangen.
5. Sigt mel, vanilje, natron, bagepulver og kakao i skålen under omrøring.
6. Kom derefter chokolade og appelsinmarmelade i.
7. Tilsæt til sidst kærnemælken lidt ad gangen.
8. Kom dejen i en smurt springform på 25 cm i diameter.
9. Bag kagen i ovnen ved 190 grader i ca. 60 minutter.
10. Når kagen er bagt, skal den ligge og køle af.
11. Skær kagen over, så den deles til 2 bunde.
12. Pisk trøflen ganske let med elpisker. Fordel halvdelen af den på den nederste bund.
13. Læg den anden bund ovenpå.
14. Smør resten af trøffelcremen på kagens top og sidder.
15. Pynt med hakkede nødder, der er ristet let på en tør, hed pande.

Kagen skal opbevares på køl indtil brug pga. fløden.
Min holdt i 2-3 dage, hvor den stadig var god.



onsdag den 5. december 2012

Julekager

Er der noget bedre end at julebage i December måned? Det tror jeg ikke! Derfor fandt jeg sammen med en veninde, og så bagte vi i 6 stive timer.

Det blev til jødekager, vanillekranse, flødeboller, marcipanjuletræer, havregrynskugler og diverse småkager.

Jeg har selvfølgelig delt opskrifterne med jer, og de findes under billederne.






Jødekager
(formet som juleting)



Det skal du bruge:
Ca. 250 g hvedemel
150 g smør eller margarine
75 g sukker
1 æg
½ tsk. hjortetaksalt


Pynt
1 Sammenpisket æg
40 g hakkede mandler eller nødder
50 sukker
Kanel
Sådan gør du:
1. Sigt mel og hjortetaksalt sammen. Smuldr fedtstoffet i, og saml dejen med sukker og æg.
2. Stil dejen koldt ca. 1 time
3. Rul dejen ud på tyndt som muligt, og udstik kagerne med et glas.
4. Pensl de runde kager med et sammenpisket æg, og drys med en blanding af mandler eller nødder, sukker og kanel.
Bagetid: Ca. 8 min. ved 200° C (varmluft 180° C) på ovnens anden øverste rille.
Flødeboller


Du skal bruge:
150 g sukker
0,5 dl vand
75 g past. æggehvider
200 g chokoladeovertræk
Mariekiks (med chokolade)
evt. kokosmel
Sådan gør du:
1. 150 g sukker og 0,5 dl vand koges op og koger i 2 min.
2. 75 g past. æggehvider piskes let op imens indtil den er næsten stiv.
3. Sukkerlagen tilsættes langsomt lidt ad gangen, og du skal hele tiden piske imens.
4. Pisk ved mellemste hastighed i ca. 10-15 min. eller til massen er kølet ned.
5. Du kan nu komme guffen i en sprøjtepose og slå dig løs. Brug gerne en rund tyl. Sprøjt på mariekiksene.
6. Når massen er sprøjtet på, bages flødebollerne i ovnen i 2 min. ved 180 grader. Så stivner de bedre.
7. Når de er kølet ned, smeltes chokoladen og kommes ovenpå flødebollerne. Du kan evt. stille dem i køleskabet i en times tid, så sætter de sig bedst.
Havregrynskugler
Du skal bruge:
125 g smør
3 dl havregryn
1,5 dl flormelis
0,5 dl kakao
2 tsk vanillesukker
mandel/rom-essens
kokosmel
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne (undtagen kokos) sammen, smag til med et par dråber mandel/rom-essens.
Tril dem til sidst i kokosmel. Stilles gerne på køl inden servering.

torsdag den 22. november 2012

Hyldeblomst-Choko Macarons

Jeg har siddet og fuldt med i den britiske bagedyst, og jeg bliver simpelthen så inspireret af alt det de laver. Igår stod den på macarons, og det måtte jeg da også forsøge mig med - igen.


Macarons
af Mette Blomsterberg


Det skal du bruge:
150 g æggehvider
450 g flormelis
190 g smuttede mandler
smag efter eget ønske - du kan bruge en smule smagsessens.

Jeg bruge hyldeblomst som smager fantastisk med choko.

Pisk æggehvider og flormelis luftigt til der opnås en tyk og sej konsistens. Blend mandlerne så fint, som muligt. Rør mandelmel godt sammen med de piskede hvider. Massen må ikke være alt for luftig - så rør godt.
Kom massen i en sprøjtepose med en glat tyl og sprøjt 30 lige store, flade toppe ud på et stykke bagepapir. Lad toppene lufttørre ved stuetemperatur i ca. 40 minutter. (Jeg har dog erfaret at de sagtens kan stå i 1 time, for bedste resultat).
Bages ved 180 grader C i 12 minutter.


Fyld til Macarons:
Her kan du bruge alt fra ganache, lemon curd, syltetøj og fløde.

Jeg brugte Chokolade Ganache:

200 g chokolade
1/2 L piskefløde

Hak chokoladen og kom den i en skål. Bring fløden i kog og hæld den straks over den hakkede chokolade. Lad det stå cirka 5 minutter til chokoladen er smeltet. Rør i fløden til det bliver til en ensartet masse. Tildæk skålen med husholdningsfilm, så filmen rører overfladen. Derved dannes der ikke kondens (fugt), som ødelægger ganachen. Stilles på køl i min. 3 timer, gerne 4-5.

Når fyldet er tilpas koldt, piskes det op med piskeris. Start langsomt! Fyldet er færdigt når det minder om en tyk creme/mayonnaise.

Derefter sprøjtes det på halvdelen af macarons'ne og så skal toppen bare på. Hvis man ikke har en sprøjtepose, kan man bare fylde på med en ske, men resultatet bliver flottere med sprøjtepose.



mandag den 19. november 2012

Spandauere


Jo, jeg har fået bagt i den sidste måneds tid, men jeg har simpelthen været dårlig til både at blogge OG huske at tage billeder af mine kreationer.

Jeg har været i en uges praktik hos Andersen Bakery, og her fik jeg virkelig oplevet det travle bagerliv på nært hold. Det var en god og lærerig, men hård oplevelse.
Jeg fik specielt lavet min del af wienerbrød, og med alle de tricks jeg lærte i bageriet, skulle det da afprøves herhjemme også.

Derfor blev det denne gang til en omgang croissanter og spandauer.


Spandauere



Ingredienser:
50 g gær
3 dl vand
2 æg
1 tsk salt
4 spsk sukker
600 g hvedemel

1 æg til penslingen

 Til selve Indrulningen bruges 500 g smør


Sådan gør du:

1. Rør gæren ud i vandet.

2. Tilsæt æg, salt, sukker og melet lidt ad gangen, til dejen føles let og smidig.

3. Lad den hvile i 15 minutter og rul den derefter ud i en stor firkant.

4. Rul smørret ud mellem to stykker bagepapir til 1 cm tykkelse. Læg smørret på skrå midt på dejen. Fold dejhjørnerne ind over smørret. Lad dejen hvile i 15 minutter.

5. Rul dejen ud igen og læg den sammen igen. Gentag dette 4-5 gange.

6. Rul dejen ud til en stor firkant og skær den i firkanter på 12x12 cm. På hver firkant lægges en klat syltetøj, remonce eller kagecreme midtpå og hjørnene foldes ind mod midten igen. Størrelsen på klatten skal svare til en 5-krone mønt.

7. Lad spandauerne efterhæve i 15 minutter.
8. Pensl med æg og bag dem 12 –15 minutter ved 225 grader. Du kan evt. pynte dem med glasur, lavet af flormelis og vand når de er kølet af.




I min opskrift brugte jeg remonce og kagecreme i midten.

Remonce

Ingredienser:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g smør

Sådan gør du:
Alle ingredienserne blandes sammen, evt. med en køkkenmaskine, til det hele er en ensartet masse.
Når massen skal på dejen, er det nemmest at bruge en sprøjtepose.



Vaniljecreme
(af Mette Blomsterberg)

Ingredienser:
½ vaniljestang, polynesisk
60 g sukker
40 g majsstivelse
½ l sødmælk
2 æggeblommer

Sådan gør du:
Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad. Bland vaniljesukker, sukker og majsstivelse og pisk det godt med 1 dl af mælken. Tilsæt æggeblommerne og pisk igen godt.

Kog de resterende 4 dl mælk op i en gryde med den tomme vaniljestang. Fjern vaniljestangen og tilsæt vaniljeblandingen når mælken koger. Pisk det hele godt nogle sekunder til cremen tykner. Hæld straks den færdigkogte creme op i en kold beholder. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen, således at der ikke dannes kondens. Cremen afkøles helt i køleskabet. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.


 



onsdag den 17. oktober 2012

Bog Kage

I fredags stoppede en af mine kollegaer, og for at fejre hende var jeg blevet hyret til at bage en surprise kage til hende. Jeg havde rimeligt frie hænder, men smag var bestemt. Det skulle være chokolade, chokolade og så lidt mere chokolade.

Derfor blev det til en alm. chokolade bund og med lys og mørk chokolade creme i midten.

Jeg havde oprindelig tænkt at lave chokolade ganache, men da kagen ikke ville kunne stå i mit køleskab når den var færdig, blev det til en chokolade-smør creme istedet.

Opskriften lød sådan her:

Chokolade smørcreme

4 stk pasteuriserede æggeblommer.
60 g flormelis.
100 g blødt smør.
100 g smeltet chokolade

Fremgangsmåde:
Æggeblommerne røres godt med flormelis. Smør og den smeltede chokolade blandes i massen.

Det kan laves på forhånd og lægges i fryseren. Eller man kan lægge kagen sammen og komme det hele i fryseren, så har man altid en kage "klar" til pyntning, skal kun tø op.
Kræver ikke at komme på køl som en kage med fløde.



Selve chokoladekage opskriften var den jeg også brugte på mit sommerkage kursus hos specialkøbmanden - Sommerkage

Da kagemodtageren er vild med bøger, specielt fantasy, og da grunden til at hun stoppede var at hun skal til London, tænkte jeg at kombinere alle de ting og lave en bogkage.

Jeg har altid gerne ville lave en, og det blev derfor et Harry Potter/ London tema.


Og resultatet af bogkagen:




Tryllestav - lavet af fondant


Måske kender i den fra Quidditch :)

mandag den 15. oktober 2012

Bolcher

I skolen prøvede vi på et tidspunkt at lave bolcher, og dette skulle da også prøves da jeg var på besøg hos mine forældre.

Det er sjovt, men også en udfordring. Og jeg synes at alle som kunne have lyst til at prøve det skal gøre det!
Husk det rette underlag, termometer, handsker og dejskraber! Jeg mener man kan købe en samlet pakke i panduro hobby, sådan et begynder sæt med alt man skal bruge.

Den her side er genial: http://www.bolsjehuset.dk/ Der findes opskrifterne på stort set alle de bolcher man kunne ønske sig. Og man kan også købe en startpakke herfra.

Jeg gik efter grundopskriften som er:


Bolcher

Grundmasse:
1,5 dl. vand
1,5 dl. druesukker eller spraytørret glucose
5 dl. sukker

Herefter tilsatte jeg så farve og smag. (Dette kan også købes online, panduro eller hos specialkøbmanden)

Alle ingredienser tilsættes, og bolchemassen koges op til den når 162 grader. Det er vigtigt ikke at røre rundt i massen, men man kan evt. pensle indersiden af gryden med en smule vand. Det tager den værste krystallisering.

Når massen er præcis 162 grader, hældes den op på underlaget, og her skal den vendes indtil den er kølet en smule af og blevet mere fast. Og husk at det er meget varmt, så et par gode handsker er altafgørende.

Så snart du kan mærke at massen er ved at køle en smule af (husk den ikke må blive kold, for så er det svære at klippe), kan du klippe stykker af den.

Projektet så sådan her ud:

Alle ingredienser stilles frem
Massen skal koges op til 162 grader.

 
Efter bolchemassen er vendt på underlaget, formes den til en pølse og man kan klippe stykker af den.

fredag den 28. september 2012

Hawaii Strand Kage

Jeg blev forleden dag inviteret til kagefest.

Og jo, de findes! Hvad er bedre end at tilbringe en eftermiddag sammen med en masse skønne mennesker OG spise lækker kage samtidigt??

Valget af kage var op til hver enkelt person. Eneste krav: hjemmelavet.
Det var faktisk rigtig lækkert at smage forskellige kager, og endda nogle jeg ikke havde prøvet før.

Jeg lavede min passionsfrugt/choko lagkage med marcipantopping og figurer lavet af fondant. Og det var for øvrigt mit første forsøg med hjemmelavet fondant! Men det vil der komme mere om i et andet indlæg.

Her var mit bidrag til festen:


Og dette var min skabelon som jeg brugte til at forme sandalerne:


Til sidst; et billede af alle herlighederne:

Madblogstoppen

mandag den 10. september 2012

Chokolade Briocher

Jeg sad og så svensk tv, og faldt over programmet Leila Bager i Frankrig, som jeg et program i stil med Dr's Det Søde Liv.

Her lavede hun nogle lækre chokolade briocher, som jeg også ville afprøve.
De blev rigtig lækre, og så er de ikke særligt svære at lave! Husk at smøret skal være stuetemp.


Chokolade Briocher
 
 
 
og for dem som ikke er så svensk-kyndige, skal jeg nok ligge det ind på dansk imorgen :)

søndag den 9. september 2012

Cupcakes med Flødebollefrosting

Jeg synes jo altid det er sjovt at prøve lidt utraditionelle ting, så da jeg faldt over denne opskrift på flødebolle topping til cupcakes, måtte jeg prøve det.

Den erstatter hermed den normale smørcreme, som normalt bruges.


Cupcakes med Flødebolle Frosting


Til selve kagen, kan du bruge hvilken som helst opskrift.
Jeg brugte selv Bananmuffin opskriften, og jeg syntes at det smagte fantastisk sammen med guffen.

Guf

Du skal bruge:
300 g sukker
1 dl vand
150 g past. æggehvider

1. 300 g sukker og 1 dl vand koges op og koger i 2 min.
2. 150 g past. æggehvider piskes let op imens indtil den er næsten stiv.
3. Sukkerlagen tilsættes langsomt lidt ad gangen, og du skal hele tiden piske imens.
4. Pisk ved mellemste hastighed i ca. 15 min. eller til massen er kølet ned.

Du kan nu komme guffen i en sprøjtepose og slå dig løs. Evt. tilsæt frugtfarver og krymmel.

Medaljer - Hjemmelavede

Det var min chefs sidste dag på arbejdet, og jeg havde lovet at tage kage med til hende. Jeg havde oprindeligt bagt en fondant kage, men den kiksede (længere historie)!
 
 
Derfor skulle jeg hurtigt bage noget andet, og da jeg ikke har lavet disse siden konditorskolen, tænkte jeg at det nu var værd at forsøge sig på dem igen.
 
Da jeg allerede har vist opskriften på siden her én gang, vil jeg henvise til linket her Medaljer, hvor i kan se opskriften.
 
Men jeg syntes det kunne være lidt sjovt at ligge lidt billeder op af processen, og man behøves ikke et konditorkøkken for at kunne lave disse.

 
Først laves tørkagerne. Brug en kruset udstikker, da det ser flottest ud.

Derefter tilføjes vaniljecremen, jordbærsyltetøjet og piskefløden.

Her er de samlet og færdige. Man kan sagrens pynte dem mere, men det er jo smag og behag.

onsdag den 5. september 2012

Studenterhue

Jeg sidder bare lige og sortere lidt i mine billeder, og havde endnu ikke smidt billedet op af min søsters studenterhue kage. Der er plads til forbedringer, men man skal jo starte et sted!
Så dette er mit første forsøg på en studenter hue.

mandag den 27. august 2012

Kage Festival i Valby

I weekenden var jeg til kagefestival i Valby.

Det var den allerførste af slagsen, og selv om der godt kunne være lidt forbedringer til næste år, var det meget hyggeligt.

Jeg var derhenne med en veninde fra mit konditorhold, som for øvrigt stillede op i en cupcake konkurrence og vandt. Sejt!

Dagen bød på forskellige workshops, smagsprøver og flotte kreationer, så jeg fik da lidt inspiration.


Selv billedet er spiseligt!



 

Min veninde Ajlin's vindercupcakes



 
 
 
 
 
Og til sidst et billede af en ugle fra Specialkøbmanden. Synes den var vildt sød:
 
 



 

onsdag den 22. august 2012

Sommerkage

Igår var jeg på Sommerkage kursus hos Specialkøbmanden i Rødovre.

For de af jer som gerne vil gå mere i dybden med kage dekoration mm., så kan jeg helt klart anbefale dem her: http://specialkoebmanden.dk/kagekurser-efteraar-2012-511/

De har kurser i hele landet, og så er prisen helt fornuftige!

Jeg fik som sagt lavet en sommerkage, og den blev sådan her:

 
 
Selve kagen er en chokoladekage, og opskriften er således:
 
 
Chokoladekage
 
Denne opskrift passer til en rund form på 30 cm. og 7½ cm. i dybde eller 2 x 20 cm. rund bageform og 7½ cm. dybe.
Bages ved 180° i ca. 1 time og 20 min. i alm. ovn (ikke varmluft) hvis 20 cm.
Bages ved 180° i ca. 1 time og 40 min. i alm. ovn (ikke varmluft) hvis 30 cm.

Ingredienser:

  • 465 g. blødt smør
  • 660 g. sukker
  • 2-4 spsk. vaniljeekstrakt (alt efter kvalitet)
  • 6 æg fra stuetemperatur
  • 400 g. hvedemel
  • 320 g. god kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. natron
  • 100 g. god chokolade i stykker. eks. 56% callebaut i knapper eller 55% hakket sorrisi chokolade.
  • evt. 50 g. hakket pecan nødder
  • 6 dl. kærnemælk

Instruktion

Blødt smør, sukker og vanilje ekstrakt piskes sammen i røreskål med håndmixer til, det er rørt sammen. Æg tilsættes og piskes sammen.
Hvedemel, kakao, natron og bagepulver blandes i skål for sig.
Herefter vendes de to blandinger sammen med en ske (Wilton har en rigtig god ske til dette) i hånden skiftevis lidt kærnemælk og de tørre ting i grundmassen. Kom kun lidt i ad gangen i starten.
Når det sidste af den tørre blanding kommes i dejen, så blandes chokoladen med og evt. pecan nødder.
Herefter fyldes dejen i smurt bageform, bank formen et par gange i bordet, så dejen kommer helt ud i bunden og sørg for at dejen er jævnt fyldt i formen.
Når kagen tages ud af ovnen, skal den stå ca. 10-15 min, inden den vendes ud på afkølningsrist.


torsdag den 16. august 2012

Cupcake Mania

Min bror inviterede til housewarming forleden dag, og da jeg altid elsker en undskyldning for at bage kager var dette ingen undtagelse. Da jeg dog ikke havde så meget forberedelsestid, kunne det dog kun begrænses til cupcakes. Men de er jo også lækre!

Jeg fik lavet 4 forskellige slags:
Chokoladebombe med nødder, oreo, jordbær med karamel og blåbær/citron.

Min favorit var klart oreo cupcaken, så jeg vil dele opskriften med jer nedenunder!



 

 

Oreo Cupcakes

(lånt fra cupcakesopskrift.dk)



Ingredienser til 24 Oreo cupcakes:

24 halve oreo kiks med creme siden på
280 g mel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
115 g usaltet, blødt smør
375 g sukker
3 store æggehvider (stuetemperatur)
2 tsk vanilleekstrakt
250 ml mælk
20 Oreo kiks, knust
24 Oreo kiks til pynt – enten de resterende halve eller evt. Oreo Mini
Fremgangsmåde:
Start med at forvarme ovnen til 175 grader.
Gør 24 cupcake forme klar. Læg en halv oreo kiks i bunden af cupcake formen med creme-siden opad.
Bland mel, bagepulver og salt i en skål og stil den til side.
Pisk smør med en elpisker på mellemste hastighed indtil det er blødt og cremet. Hæld sukker i og pisk indtil blandingen er let og luftig. Pisk herefter æggehviderne i én efter én.
Tilsæt vanilleekstrakt og når det er godt blandet i dejen så tilsætter du halvdelen af melblandingen. Pisk indtil det er rørt ud. Herefter tilsætter du mælken og derefter resten af melblandingen. Når det er pisket godt sammen tilsætter du de knuste Oreo kiks og vender dem forsigtigt rundt med en dejskraber.
Fyld dine cupcake forme 1/2 eller 2/3 op med dejblandingen og bag dem 15-20 min.
Køl dem af på en bagerist og lad dem køle helt af inden du pynter dem.
Lav din yndlings frosting og bland evt. hakkede oreo kiks i. Pynt til sidst med en oreo kiks på toppen
 
 
Til frostingen lavede jeg chokoladeganache.
Det er meget simpelt!
Du skal bruge:
En halv liter piskefløde + en plade chokolade.
Piskefløden kommes i en gryde, og når den koger tages gryden af og chokoladen røres i.
Når det er helt smeltet sammen, skal ganachen på køl. (Husk endelig at komme film på, som skal dække helt ned til ganachen! Derved undgås kondens)
Efter ca. 3 timer (gerne længere), er den klar og skal bare piskes op (ligesom med flødeskum).

onsdag den 8. august 2012

Kage til mor

Jeg fandt lige en kage frem fra gemmerne som jeg ikke lige har fået vist endnu.
Denne kage var til min mor, på mors dag.

Den består af chokoladebunde med chokolade ganache.



torsdag den 28. juni 2012

Lidt YouTube guf

Jeg er selv blevet meget inspireret af at kigge på YouTube videoer, hvor der er diverse tutorials omkring kagebagning.

Derfor vil jeg dele nogen af de mest simple med jer, og her er blandt andet hvordan man laver roser, opsmøre en kage osv.

Lav en rose i fondant/ marcipan:


Opsmøring af kage:




Sådan laver du en Kaj Kage:

Så er det overstået!

... Ikke kagebagningen heldigvis :)

Nej Grundforløbet som konditor. Og jeg bestod med et 10-tal, så jeg var meget glad.

Jeg har ikke været så god til at opdatere på det seneste, men det har netop været på grund af eksamen. Vi skulle aflevere en 10 siders opgave, som bl.a. skulle indeholde opskrifter, naturfag, hygiejne, miljø og sundhed.

Den blev afleveret, og til eksamen gik det så ud på at bage en kage og et brød til 20 personer. Vi havde alle trukket et emne, og mit emne var Valentines Dag.

Vi havde 4 timer til at fremstille det, og herefter skulle vi ind og snakke i 10-15 minutter, med et oplæg vi havde forberedt.

Mit bord så sådan her ud:


Og det her er altså efter eksamen! Så chokoladepynten er knækket af, og der mangler et brød og et stykke kage :)



Ellers kan jeg da lige vise lidt billeder af de sidste uger, hvad vi har lavet:





fredag den 8. juni 2012

Muffins!

Jeg er igang med eksamensopgave, og for ikke at gå helt sukkerkold, lavede jeg idag muffins (cupcakes). Det blev til 2 forskellige slags;


Chokolade -og Banan Muffins
20 stk


Banan Muffins:

Ingredienser:
3 Bananer
150g Sukker
1 Æg
1 tsk. Vanillesukker
50g Smør
2 tsk. Bagepulver
200g Hvedemel
40g Valnødder (hakkede)

1. Mos bananerne og rør sukker og vanillesukker sammen med mosen. Tilsæt det smeltede, afkølede smør. Bland mel med bagepulver rør det i dejen, sammen med ægget. Til sidst tilføjes de hakkede valnødder, og de røres godt sammen i dejen.
2. Fordel dejen i muffinsforme eller dobbelte papirsforme.
3. Bages ved 200 grader C i ca.20 min. Lad dem afkøle i formene og top det op med en lækker chokolade frosting. (Se opskrift under chokolade muffins'ne)



Chokolade Muffins:

Ingredienser:
75g Smør
2 Æg
300g Sukker
300g Hvedemel
50g Kakao
200g Mælk (2 dl)
2 tsk. Bagepulver
1 tsk. Vanillesukker
200g mørk chokolade
(Det kan sagtens blandes, fx. hvis og mørk)

1. Smøret smeltes.
2. Pisk æg og sukker hvidt. Bland alle de tøre ting sammen og vend i æggemassen sammen med det smeltede smør.
3. Hak chokoladen i grove stykker og tilsæt den til sidst.
4. Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.



Frosting:

Ingredienser:
300 g flormelis
100 g smør (fx. Lurpak u. salt)
En skvat mælk
50 g mørk chokolade (evt. kakaopulver, 1 spsk)

1. Pisk flormelis og smør og tilsæt mælken.
2. Herefter tilsættes smeltet chokolade/ kakaopulver.
3. Pisk i ca. 10 minutter, eller til man ikke smager flormelisen så tydeligt mere.

fredag den 1. juni 2012

Fødselsdagskage

For tiden står den på eksamens stress. Vi har en opgave der skal afleveres om 2 uger, som jeg bare har haft svært ved at komme igang med, men idag er jeg heldigvis startet på den med 4 sider skrevet. Jeg er alt for god til at fordrive tiden med alt andet, og disse dage er ingen undtagelse. Heldigvis er det de gode af slagsen, for en god veninde spurgte for et par uger siden, om jeg ikke havde lyst til at lave en lagkage til hendes fødselsdag. Jo da, det er jo øvelse! Så jeg sagde da ja :)

Resultatet blev denne lagkage:



Opskriften på kagen er således:


Passionsfrugt/Appelsin Lagkage

Til 12 pers.

Lagkagebundene:
4 æg
125 g rørsukker
75 g hvedemel
25 g mandelmel
5 g bagepulver (1 tsk)

Passionsfrugt/ Appelsin Mousse:
4 passionsfrugter
60 g sukker
2 appelsiner
2 pasteuriserede æggeblommer
4 plader husblas
150 g piskefløde (1,5 dl)

Chokolade Ganache:
250 g piskefløde
100 g Toms Chokolade m. dronningemandler (eller anden chokolade)

Marcipan overtræk
250 g Marcipan
100 g flormelis
25 g glukose

+ Marcipan/ fondant pynt

1 springform til at samle kagen op



Fremgangsmåde:

I denne opskrift er det mousserne der tager længst tid, så det første der skal gøre er at få lavet dem. De skal begge have ca. 2 timer i køleskabet før de er klar tid brug. (De kan sagtens stå til dagen efter)

Dernæst laves lagkagebundene, som også kræver tid, men som er hurtigere at køle ned efterfølgende. Alt imens de andre ting lavet, kan marcipanovertrækket og resten af pynten forberedes, så det hele er klar til at sættes på, når kagen er sat sammen.

Lagkagebundene:

1.      Tænd ovnen på 175 grader.
2.      Pisk æg og sukker stift og tykt skummende, ca. 10. minutter med en håndmikser eller røremaskine.
3.      Bland mel og bagepulver i en skål. Sigt det igennem en si, og vend det forsigtigt I æggemassen med et skrabelærred/dejskraber, så dejen stadig er luftig.
4.      Smør en bageplade med smør, læg et stykke bagepapir på, og spray med lidt fedt på toppen.
5.      Fordel dejen i et ca. 1 cm tykt lag på bagepapiret.
6.      Bag bundene med det samme til de er lysebrune I ca. 12 minutter.
7.      Kagebundene køles herefter ned, så de er klar til at blive lagt sammen med fyldet.
8.   Når du skal samle kagen, skal du bruge 3 bunde. Dvs. du kan bruge en springform til at "udstikke" 3 bunde af den færdige bunddej. Den nederste bund skal helst være en hel fin cirkel, men det gør ikke noget at fx. den øverste bund er taget af flere stykker og lagt sammen til en cirkel.
 
Passionsfrugt moussen:

1.      Indmaden af de 4 passionsfrugter, sukker og 20 gram appelsinsaft varmes op. Husk at det ikke må koge!
2.      Massen presses igennem en si, så der kun er de sorte kerner tilbage.
3.      Pisk de 2 pasteuriserede æggeblommer i.
4.      Rør herefter blandingen tyk over et vandbad.
5.      Husblad opløses i 100 gram varm appelsinsaft som tilsættes i massen.
6.      Lad cremen tykne op pisk imens fløden til skum.
7.      Når cremen er tyknet, vendes flødeskummet forsigtigt i v.h.a. et skrabelærred.
8.      Den færdige creme stilles i køleskabet et par timer.
9.      Hvis konsistensen ønskes anderledes kan der efterfølgende tilføjes lidt ekstra flødeskum.


Chokolade Ganachen:

1.      Kom fløden i en gryde og bring den i kog.
2.      Imens fløden kommer op og koge, hakkes chokoladen i små stykker og kommes i en skål.
3.      Når fløden koger hældes den over chokoladen.
4.      Lad det stå i 5 min til chokoladen er smeltet og rør så i det til det er en ensartet masse.
5.      Kom husholdningsfilm på, således at det ligger på overfladen af massen og op af siderne på skålen.
Dette gøres for at undgå kondens (fugt), der ville ødelægge det hele.
6.      Kom skålen i køleskabet i min. 2 timer.
7.      Nu skal ganachen piskes og dette skal foregå stille og roligt til at begynde med.
Chokoladen stivner og falder til bunds.
Det er derfor vigtigt, at man starter på lav hastighed, når man starter med at piske ganachen op og bruger risene til at løsne chokoladen stille og roligt.
8.      Ganachen er færdig, når den har en let og lækker cremet konsistens, der minder om mayonnaise.
 
 


      Marcipan overtræk:
 
            1.   Ælt alle ingredienserne sammen, evt. ved brug af en køkkenmaskine. Når massen er ensartet,
                  rulles den ud til en stor cirkel til den er ca. 1 cm tyk.


 
Sæt kagen sammen:
 
1.    Når kagen skal sættes sammen, kan man bruge springformen til at holde kagen sammen.
2.    Start med at ligge en kagebund i bunden af formen. Kom dernæst moussen i og flad den ud
       med et skrabelærred.
3.    Kom dernæst nr. 2 bund i og kom ganachen ovenpå (gem en smule ganache til opsmøring).
4.    Afslut med den 3. bund.
5.    Brug resten af ganachen til at smøre på siden og toppen af kagen, for at marcipanen kan  
       "limes" på.
6.    Til sidst overtrækkes kagen med marcipanen.
 
Hvis du vil pynte den med roser, er der en masse videoer omkring dette på youtube, hvor jeg også har lært en masse, men jeg skal prøve at lave et indlæg på et senere tidspunkt omkring dette.