torsdag den 29. august 2013

Mini lagkager

Jeg fik en veninde på besøg og havde så meget lyst til at lave lidt lækkert. Derfor brugte jeg en tidligere kageopskrift jeg har brugt, hvor jeg bare lavede den som almindelig appelsinmousse istedet for med passionsfrugt.


Mini Lagkager


Jeg brugte denne opskrift: Fødselsdagskage
Men istedet for passionsfrugterne, tilføjede jeg bare 1 ekstra appelsin.
 
I denne miniversion lave jeg også en chokolade opsmøring. Dette gjorde jeg ved at koge chokolade og fløde 1:1, og smøre det uden på kagerne før jeg overtrak med fondant.
 

onsdag den 28. august 2013

Små Bærmazariner

Disse små søde kager er vildt nemme at lave, og så smager de skønt!
Opskriften er lånt fra Markus Grigo's bog "Grigos Hjemmebag", som er en super fin bog til gode og letlavede kager.


Bærmazariner
 
 
Rækker til 10 stk.
 
Du skal bruge:
10 små portionstærteforme
lidt blødt smør og mel til formene
 
100 g marcipan
100 g rørsukker
100 g usaltet blødt smør
2 små æg
25 g hvedemel
20 g hakkede ristede mandler
 
Fyld:
2 dl piskefløde
Den slags bær du gerne vil bruge
 
 
Sådan gør du:
1. Smør tærteformene med det bløde smør og drys mel over. Bank det overskydende mel af.
2. Rør marcipan og sukker sammen.
3. Tilsæt smøret lidt ad gangen.
4. Pisk æg let sammen og tilsæt det lidt ad gangen.
5. Vend til sidst mel og de hakkede mandler i.
6. Fyld tærteformene 3/4 fyldte.
7. Bag dem i ovnen ved 170 grader i 12-15 minutter. Hvis de mærkes bløde på toppen, er de ikke færdige og skal have længere tid.
 
8. Kagerne tages ud og vendes på hovedet, for at give dem en glat overflade. Kan evt. tages ud af formene.
9. Mens kagerne køles, piskes fløden til flødeskum, som sprøjtes over de afkølede kager.
10. Til sidst pyntes med bær.
 
Kagerne skal spises med det samme.
 
 

mandag den 19. august 2013

Hindbærflødeboller

Mmmm.. Flødeboller! Og ikke bare flødeboller, men hindbærskum flødeboller.

Ja, det skulle afprøves og blev mere eller mindre vellykket. Smagen var god, udseendet kan diskuteres ;)

Men de er rigtig nemme at lave, hvis man lige skal have lidt til den søde tand, men ikke gider bruge flere timer i køkkenet.

En god ting er at investere i en sprøjtepose, da det vil gøre processen en del nemmere og flottere. I mit tilfælde havde jeg det ikke lige ved hånden, så der blev brugt en god gammeldags frysepose istedet. Derudover er det en god idé at lære sig at temperere chokolade. Jeg skal prøve at skrive et indlæg om det senere, men ellers er google din ven! Der findes tons af sider med måder at gøre det på.


Hindbærflødeboller
 
 
Giver 15 stk.
 
Det skal du bruge:
250 g marcipan
150 g rørsukker
0,5 dl vand
80 g past. æggehvider
100 g frosne jordbær
125 g chokoladeovertræk (lys eller mørk)
Frysetørrede hindbær til pynt
 
Sådan gør du:
1. Marcipanen rulles til en pølse og skæres i 15 skiver. Bag skiverne i ovnen ved 180 grader i ca. 6 minutter.
2. Kog de frosne hindbær med en lille sjat vand og lad dem køle af.
3. Kom sukker og vand (de 0,5 dl.) i en gryde og kog det i 2 min.
4. Pisk æggehvider og sukker kort sammen. Det skal bare lige samle sig.
5. Herefter hældes den kogende sukkermasse ned i æggehvidemassen, alt imens der piskes. Fortsæt med at piske i 15 min. Massen skal blive meget stiv.
6. Vend hindbærmassen i guffet.
7. Sprøjt massen på marcipanbundene og bag dem i ovnen ved 180 grader i 5 minutter.
8. Til sidst smeltes chokoladen og pensles over flødebollerne. Husk at flødebollerne skal være helt kolde inden chokoladen pensles over.

tirsdag den 6. august 2013

Rabarberkage

Hvis man kan lide rabarber, er denne kage en oplagt sommerkage da der findes rabarber overalt for tiden.
Den er en smule syrlig, men det komplimenterer den søde kokos for. Og så er den rigtig nem at lave, hvis det lige skal gå stærkt!


Rabarber Kage
(Byens Bedste Kager)
 
 
Du skal bruge:
150 g rørsukker
150 g smør (stuetemp)
6 æg
200 g hvedemel
3 tsk bagepulver
100 g kokosmel
1 dl mælk
400 g rabarber
 
1 Bradepande i str. 25 x 35 cm
 
 
Sådan gør du:
1. Rør sukker og smør hvidt.
2. Tilsæt 1 æg ad gangen under omrøring.
3. Sigt mel og bagepulver ned i blandingen.
4. Kom til sidst kokosmelet og mælken i lidt efter lidt.
5. Hæld dejen i den smurte bradepande.
6. Rens rabarberne og skær dem i stykker på ca. 1 cm. Drys dem herefter ud over dejen.
7. Bag kagen ved 190 grader i 35-40 minutter.
 
 
 
Hvis man ikke kan lide rabarber, er denne kagebund også god til andre typer frugter og bær. Fx. kan man også lave den med æbler eller stikkelsbær.