Viser opslag med etiketten Tærter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tærter. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2016

Chocolate Silk Pie

Jeg har for nyligt besøgt American Pie i København, og faldt fuldstændig pladask for deres chocolate silk pie. Lækker med lækker på! Da jeg så fandt ud af at man kunne købe en bog med deres opskrifter, måtte jeg straks prøve denne lækkerbisken af. Derfor vil jeg gerne dele denne herlige opskrift med jer. Husk at jo bedre chokolade i bruger, jo bedre vil denne smage.

Chocolate Silk Pie
Du skal bruge:

Til bunden:
220 g graham cracker krummer/ eller lignende finknuste kiks
50 g sukker
115 g usaltet smør, smeltet

Fyldet:
40 g majsstivelse
150 g sukker
2 spsk usødet kakaopulver
1/4 tsk salt
6 æggeblommer
2,5 dl mælk
3,25 dl piskefløde
150 g mørk chokolade, hakket
1 tsk vaniljeessens

Topping:
5 æggehvider, stuetemp.
1/4 tsk cream of tartar (kan fx købes hos specialkøbmanden)
5 spsk sukker

Sådan gør du:

Til bunden:
1. Smør bund og sider i en rund tærteform let.
2. Rør knust kiks og sukker sammen i en skål.
3. Tilsæt det smeltede smør, og miks det sammen med en gaffel, til smørret er blandet godt sammen med kiksen.
4. Hæld blandingen i den forberedte form. Start i midten og pres gradvist dejen ned og udad mod siderne med fast hånd, til blandingen er godt fordelt og udgør en jævn crust.
5. Dæk crusten med film, og stil på køl, mens du forbereder fyldet.

Til fyldet:
1. Bland majsstivelse, sukker, kakaopulver og salt godt sammen i en mellemstor gryde.
2. Tilsæt æggeblommerne, og pisk blandingen, til den bliver tyktflydende og glat. Tilsæt mælken lidt ad gangen og derefter fløden, mens du pisker konstant, til det er blandet godt.
3. Stil gryden over et blus på mellemhøj varme, og fortsæt med at piske, til blandingen tykner og begynder at koge. Lad den koge i ca. 1 minut, mens du pisker uafbrudt. Tag gryden af varmen.
4. Tilsæt den hakkede chokolade, pisk til den er smeltet, og blandingen er tyktflydende og glat. Tilsæt vaniljeessens, og pisk godt sammen.
5. Lad blandingen køle af i 5 minutter, mens du pisker i den af og til.
6. Hæld chokoladefyldet i den forberedte bund, og fordel det godt. Lad tærten stå i køleskabet i minimum 2 timer til den er helt kold. Den kan sagtens stå en hel dag.

Til toppingen:
1. Pisk æggehvider og cream of tartar i en ren og tør skål med en håndmikser, til det former bløde toppe. 
2. Tilsæt de 5 spsk sukker én ad gangen, mens du fortsat pisker æggehviderne, til de danner stive toppe, og marengtoppingen holder formen.
3. Hæld enten toppingen i en sprøjtepose og sprøjt flotte former, eller fordel toppingen med en ske hen over fyldet, og fordel det helt ud til kanten, så det forsegler fyldet.
4. Brug en gasbrænder til at give marengsen lidt farve, og en knasende top.

tirsdag den 22. september 2015

Key Lime Pie

Denne opskrift stammer fra Key West i Florida, deraf navnet. Den er meget nem at lave, og smager super godt!

Key Lime Pie
Du skal bruge:

Til bunden:
220 g digestive kiks
50 g sukker
115 g usaltet smør, smeltes

Til fyldet:
6 æggeblommer
3 spsk fintreven limeskal
2 dåser kondenseret mælk
2 dl limesaft (ca. 8-9 stk. limefrugter)

Sådan gør du:

1. Smør bund og sider i en rund tærteform let. Herefter laves bunden. Rør knuste digestive kiks og sukker sammen i en skål med en gaffel. Tilsæt smørret, og bland det hele med gaflen, til det er blevet en ensartet masse.

2. Hæld blandingen ned i formen. Start i midten og pres gradvist dejen ned og ud mod siderne med en fast hånd, til blandingen er godt fordelt.

3. Dæk bunden med husholdningsfilm og stil den på køl, mens du forbereder fyldet.

4. Forvarm ovnen til 180 grader. Risten i ovnen sættes på ovnens anden nederste ovnribbe.

5. Pisk æggeblommer og reven limeskal, til det er blandet godt. Tilsæt kondenseret mælk og limesaft, og pisk, til det er blandet helt sammen. Hæld fyldet oven i den færdiglavede bund.

6. Bag din tærte i 22-24 minutter, eller til det midterste fyld har sat sig. Det må ikke være for wobly.

7. Lad tærten afkøle på en rist. Sæt den derefter på køl i køleskabet i min. 2 timer. Når tærten skal serveres, kan der evt. rives lidt ekstra limeskal ud over den.

Velbekomme!

fredag den 31. januar 2014

Fransk Citrontærte

Endnu engang bevæger jeg mig ud i Blomsterbergs søde sager. Denne gang blev det en klassiker, en lækker fransk citron tærte. Jeg har efterhånden fået købt den nogen gange, og tænkte at nu må jeg se at lære at lave den.
Godt råd; sørg for at købe en ordentlig bunsenbrænder. Den fejl lærte jeg. Men nok om det, her er opskriften på....


Fransk Citrontærte
 
Husk at der går nogle timer før denne er færdig, så den skal helst laves tidligt på dagen, hvis den skal bruges om aftenen.
 
Du skal bruge:
 
Mørdej:
300 g hvedemel
150 g smør, stuetemp.
100 g flormelis
1 æg
 
Citroncreme:
1/2 vaniljestang
1 1/2 dl piskefløde
100 g sukker
2 æg
saft og skal fra 3 økologiske citroner
1/2 tsk majsstivelse
 
Marengs:
100 g æggehvider
85 g flormelis
 
Desuden
1 firkantet aluminiumstærteform (24 cm x 24 cm) med løs bund
en bunsenbrænder (ovn kan bruges)
 
 
Sådan gør du:
1. Først laves mørdejen. Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Lad den stå på køl i en halv time.
2. Derefter rulles dejen relativt tyndt ud i en anelse mel. Læg forsigtigt den udrullede dej ned i tærteformen. Tryk dejen ned i alle sider. Tryk overskydende dej af kanten. Læg bagepapir over og fyld op med kikærterne. Dette holder bunden nede.
3. Bag bunden i ovnen ved 170 grader i ca. 15-18 minutter, til den er let gylden.
4. Afkøl den bagte bund i køleskabet. Lad den blive i formen. Når den er kold, fjernes kikærterne forsigtigt - lad stadig bunden blive i formen.
5. Så laves citroncremen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad.
6. Kom vaniljesukker og de resterende ingredienser i en blender og blend dem til en fin "suppe".
7. Hæld den over tærtebunden og bag den i ovnen ved 110 g i 35-40 min., til citroncremen har sat sig og giver efter ved let tryk.
8. Afkøl den bagte tærte helt i køleskabet i min. 3 timer. Placer den herefter på det fad den skal serveres på.
9. Så laves marengsen. Pisk æggehvider og flormelis stive med en håndmikser. Fordel marengsen ovenpå den kolde citroncreme, top gerne let op her og der.
10. Brænd med en bunsenbrænder det øverste af marengsen til den er let gylden over det hele. Alternativt kan den stilles kort i en meget varm ovn. Her skal man også holde øje med når toppene bliver gyldne.


onsdag den 28. august 2013

Små Bærmazariner

Disse små søde kager er vildt nemme at lave, og så smager de skønt!
Opskriften er lånt fra Markus Grigo's bog "Grigos Hjemmebag", som er en super fin bog til gode og letlavede kager.


Bærmazariner
 
 
Rækker til 10 stk.
 
Du skal bruge:
10 små portionstærteforme
lidt blødt smør og mel til formene
 
100 g marcipan
100 g rørsukker
100 g usaltet blødt smør
2 små æg
25 g hvedemel
20 g hakkede ristede mandler
 
Fyld:
2 dl piskefløde
Den slags bær du gerne vil bruge
 
 
Sådan gør du:
1. Smør tærteformene med det bløde smør og drys mel over. Bank det overskydende mel af.
2. Rør marcipan og sukker sammen.
3. Tilsæt smøret lidt ad gangen.
4. Pisk æg let sammen og tilsæt det lidt ad gangen.
5. Vend til sidst mel og de hakkede mandler i.
6. Fyld tærteformene 3/4 fyldte.
7. Bag dem i ovnen ved 170 grader i 12-15 minutter. Hvis de mærkes bløde på toppen, er de ikke færdige og skal have længere tid.
 
8. Kagerne tages ud og vendes på hovedet, for at give dem en glat overflade. Kan evt. tages ud af formene.
9. Mens kagerne køles, piskes fløden til flødeskum, som sprøjtes over de afkølede kager.
10. Til sidst pyntes med bær.
 
Kagerne skal spises med det samme.
 
 

lørdag den 8. juni 2013

A la Christianshavnertærten

Jeg har ledt og ledt efter en opskrift på Lagkagehusets Christianshavnertærten, men jeg har endnu søgt forgæves.
Jeg fandt en opskrift som der var lidt derhen af, men ikke helt den rigtige. Dog er denne opskrift super lækker alligevel og specielt god her om sommeren, så kast jer ud i det!


A la Christianshavnertærten
 
Du skal bruge:
190g hassel flager
140g hasselnødder
190g æggehvider
380g sukker
15g vaniljesukker
75g mariekiks
7g salt
 
1/2 L piskefløde
Jordbærfromagepulver
200g jordbær
 
Diverse bær til pynt
 
 
Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 200 grader.
 
2. Æggehviderne, sukker og vaniljesukker piskes helt stift. Hak de 140g hasselnødder groft og kom alle nødderne (også flager), samt kiks, bagepulver og salt i dejen.
 
3. Her kan du vælge enten at lave det som en stor kage, eller gøre som mig og lave det i cupcake forme. Hvis du laver een kage, så skal det i en smurt springform evt. foret med bagepapir.
Hvis du laver det i cupcake formene skal de fyldes ca. 2/3 op.
 
4. Afhængigt af hvilken en kage du vælger skal de små have ca. 20-25 min. og den store ca. 40 min., men mærk efter uanset og se på kagens farve undervejs. Den må ikke blive meget mørk.
 
5. Når kagerne er færdige skal de ud og køles absolut helt af inden moussen kommer på.
 
6. Jordbærfromagepulver kan købes i Specialkøbmanden. Det piskes sammen med piskefløden og herefter vendes evt. hakkede jordbær i for ekstra smag. Blandingen stilles på køl til den har samlet sig og er fast.
 
7. Til sidst pyntes med forskellige bær, ribs eller hvad man lige har ved hånden.
 
 
 
Jeg kan for øvrigt fortælle at kagerne var endnu bedre dagen efter (måske fordi de havde stået på køl længere og var blevet rigtig faste), så man kan absolut sagtens lave det dagen før.

mandag den 13. maj 2013

Nem Æbletærte

Jeg elsker tærter! Og æbletærter er en af mine absolut favoritter. Jeg serverede denne æbletærte for noget familie, og de var alle vilde med den, så den vil jeg lige dele med jer. Det gode ved den er også at den er super nem at lave.

 
Lækker Æbletærte


Denne tærte er stor nok til 7-8 personer


Du skal bruge:
2 æg
190 g sukker
100 g smør, stuetemp.
150 g hvedemel
4 æbler
30 g hakkede mandler
et drys kanel
1 spsk sukker
en smule rasp

evt. creme fraiche eller flødeskum

Sådan gør du:
1. Pisk æg og sukker sammen i ca. 4 minutter.
2. Tilsæt smøret. Husk at det skal være meget blødt.
3. Tilsæt herefter melet og ælt det sammen. Dejen skal være klistret.
4. Bred dejen ud i en tærteform, der er smurt og dækket med et tyndt lag rasp.
5. Skræl æblerne og skær dem i både og lig dem op i tærteformen, meget tæt.
6. Drys til sidst med hakkede mandler, kanel og sukker.
7. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 25-30 minutter.

Serveres med creme fraiche eller flødeskum.

Bon Appetit!

onsdag den 11. april 2012

Tart-licious

Pære tærte


 Siden sidst har det været påske, og jeg har været på en lille tur til Birmingham. Men nu er jeg tilbage, og denne gang med en opskrift på en hulens lækker tærte, som vi lavede i skolen igår.
Vi lavede faktisk hele 7 forskellige tærter, men min yndlings var pære tærten, så i får opskriften herunder. Der ville komme endnu et indlæg med opskriften på en masse grunddeje, så nedenunder står bare det basale:



Du skal bruge:

140 g Linsedej
200 g Mazarinmasse
100 g Pærer
130 g Kransekagemasse
6 g Sukker
Tærteform
Spaghetti tyl (kan undværes, fordel da bare kransekagemassen ud over tærten)
+ Udstikker (brug evt. en mellemstor gryde)
(se indlægget om grunddeje for flere detaljer)

Sådan gør du:

1. Linsedej rulles ned på 3 mm tykkelse og stikkes ud med udstikkeren.
2. Tærteformen fores med linsedejen, og de 200 g mazarinmasse fyldes i.
3. 100 g pærer (skåret i store stykker uden skræl) fordeles ud på massen.
4. 130 g kransekagemasse sprøjtes ud over pærene med en Spaghetti-tyl.
5. Sukker drysses på toppen.
7. Bag tærten ved 190 C grader i ca. 35 min.




Vi lavede bl.a. også Brombær tærter, som så sådan ud:



Hvis man ikke er så meget til pære, så kan det nemt skiftes ud til fx. hindbær, brombær, rababer, æble osv. Her kan man være rigtig kreativ.