Viser opslag med etiketten Wienerbrød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wienerbrød. Vis alle opslag

tirsdag den 29. november 2016

Croissanter

Åh de små, lækre, snaskede croissanter. De passer ikke sammen med vægttabet, men egner sig til en skyldfri morgenmad som skal nydes. Og så er de faktisk ikke så svære at lave selv. Bare husk at sætte god tid af til dem.

Croissanter

Rækker til 16 stk.

Du skal bruge:
25 g gær
2 1/2 dl mælk
2 æg
2 spsk sukker
1 tsk salt
500 g hvedemel
250 g koldt smør
1 æg til pensling

evt. 50 g mørk chokolade til fyld

Sådan gør du:
1. Rør gæren ud i mælken, og tilsæt æg, sukker og salt. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, og ælt dejen godt sammen. Dejen kan evt. røres sammen på en røre-maskine. Læg dejen i køleskabet i 1 time. Rul dejen ud på et mel-drysset bord til en firkant på ca. 30 x 45 cm. Høvl skiver af smørret med en ostehøvl, og fordel dem på ⅔ af dejen.

2. Fold dejstykket uden smør ⅓ ind over midten på den korte led, og fold herefter den sidste ⅓ ind over midten, så der er 3 lag oven på hinanden. Læg dejen i køleskabet i 30 minutter, til den er kold. Gentag udrulning, foldning og afkøling af dejen 2 gange mere på præcis samme måde. Slut af med at lægge dejen i køleskabet i 30 minutter.

3. Rul den kolde dej ud med en kagerulle på et meldrysset bord til en aflang firkant på ca. 30 x 60 cm. Del først dejen på langs, så du har 2 aflange strimler. Del herefter dejen i 16 trekanter.

4. Hvis du vil komme chokolade i dine croissanter, skal de gøres nu. Skær chokoladen ud i 16 små firkanter, læg et stykke på hver trekant, og rul dem forsigtigt sammen til croissanter fra den brede ende. Fordel croissanterne på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse i 2 timer. Tænd ovnen på 200° og pensl croissanterne omhyggeligt med sammenpisket æg. Bag croissanterne i ovnen i ca. 15 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.

Skal du ikke bruge alle croissanterne samme dag, kan du let fryse dem ned. Dette skal gøres efter de er hævet helt færdigt, altså lige før de skulle have været i ovnen (uden pensling af æg). Så skal du bare tage den ud af fryseren en halv time før de skal i ovnen, og bages ved 200 grader i 15 minutter.

mandag den 19. november 2012

Spandauere


Jo, jeg har fået bagt i den sidste måneds tid, men jeg har simpelthen været dårlig til både at blogge OG huske at tage billeder af mine kreationer.

Jeg har været i en uges praktik hos Andersen Bakery, og her fik jeg virkelig oplevet det travle bagerliv på nært hold. Det var en god og lærerig, men hård oplevelse.
Jeg fik specielt lavet min del af wienerbrød, og med alle de tricks jeg lærte i bageriet, skulle det da afprøves herhjemme også.

Derfor blev det denne gang til en omgang croissanter og spandauer.


Spandauere



Ingredienser:
50 g gær
3 dl vand
2 æg
1 tsk salt
4 spsk sukker
600 g hvedemel

1 æg til penslingen

 Til selve Indrulningen bruges 500 g smør


Sådan gør du:

1. Rør gæren ud i vandet.

2. Tilsæt æg, salt, sukker og melet lidt ad gangen, til dejen føles let og smidig.

3. Lad den hvile i 15 minutter og rul den derefter ud i en stor firkant.

4. Rul smørret ud mellem to stykker bagepapir til 1 cm tykkelse. Læg smørret på skrå midt på dejen. Fold dejhjørnerne ind over smørret. Lad dejen hvile i 15 minutter.

5. Rul dejen ud igen og læg den sammen igen. Gentag dette 4-5 gange.

6. Rul dejen ud til en stor firkant og skær den i firkanter på 12x12 cm. På hver firkant lægges en klat syltetøj, remonce eller kagecreme midtpå og hjørnene foldes ind mod midten igen. Størrelsen på klatten skal svare til en 5-krone mønt.

7. Lad spandauerne efterhæve i 15 minutter.
8. Pensl med æg og bag dem 12 –15 minutter ved 225 grader. Du kan evt. pynte dem med glasur, lavet af flormelis og vand når de er kølet af.




I min opskrift brugte jeg remonce og kagecreme i midten.

Remonce

Ingredienser:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g smør

Sådan gør du:
Alle ingredienserne blandes sammen, evt. med en køkkenmaskine, til det hele er en ensartet masse.
Når massen skal på dejen, er det nemmest at bruge en sprøjtepose.



Vaniljecreme
(af Mette Blomsterberg)

Ingredienser:
½ vaniljestang, polynesisk
60 g sukker
40 g majsstivelse
½ l sødmælk
2 æggeblommer

Sådan gør du:
Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad. Bland vaniljesukker, sukker og majsstivelse og pisk det godt med 1 dl af mælken. Tilsæt æggeblommerne og pisk igen godt.

Kog de resterende 4 dl mælk op i en gryde med den tomme vaniljestang. Fjern vaniljestangen og tilsæt vaniljeblandingen når mælken koger. Pisk det hele godt nogle sekunder til cremen tykner. Hæld straks den færdigkogte creme op i en kold beholder. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen, således at der ikke dannes kondens. Cremen afkøles helt i køleskabet. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.