Viser opslag med etiketten Sunde kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sunde kager. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2016

Daddelkugler

Julen er hjerternes tid - og kaloriernes! Disse små, lækre daddelkugler er også kalorietætte, men til gengæld får du en masse sunde ting. Spis dem med omtanke, men nyd dem! De er super lækre.

Daddelkugler
Opskriften er fra Alt For Damerne
Giver ca. 10 stykker

Du skal bruge:
10 soltørrede dadler uden sten
1 tsk kokosolie
2 spsk raw kakaopulver
2 spsk hasselnødder (hakket i mindre stykker)
1 tsk ren vaniljepulver
en smule vand

Pynt:
Kakaopulver, kokos og sesam

Sådan gør du:
1. Skær dadlerne i små stykker. Varm en pande godt op, kom kokosolie på og steg daddelstykkerne i nogle få minutter, indtil de er bløde - det gør dadlerne nemmere at blende efterfølgende.
2. Kom dadler, kakao, hasselnødder, vanilje og en smule vand i en blender eller food processor og blend, indtil det bliver til en ensartet masse. 
3. Tril små kugler af massen og rul dem herefter i enten kakao, sesam eller kokos. Eller alle tre!

Daddelkuglerne skal opbevares i køleskabet, og kan holde sig friske i ca. en uge.

lørdag den 2. juli 2016

American Vanilla Cupcakes

Disse cupcakes er fra Harry Eastwoods skønne bog om "sunde" kager der smager fantastisk. Bogen hedder Red Velvet & Chocolate Heartache, og kan i den grad anbefales. Kagerne er super lækre, og hvis man vil spare lidt på de usunde ting i kager, er der rigtig mange gode alternativer i opskrifterne.

American Vanilla Cupcakes

Du skal bruge:
Til kagen
2 æg
160 g rørsukker
300 g courgette
180 g hvid rismel
2 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1 tsk vanilje ekstrakt

Til icingen
170 g flormelis
2 tsk vand
1 bæger past. æggehvide
knsp salt

Sådan gør du:

Til kagen
1. Forvarm ovnen til 180 grader. Forbered muffinformene.
2. Pisk æg og rørsukker i en stor skål til de er godt blandede - dette tager i hvert fald 5 minutter. Bland herefter courgette i massen.
3. Kom halvdelen af rismelet i, sammen med bagepulver og saltet og pisk i 20 sekunders tid. Tilsæt herefter resten af rismelet og vanilje ekstraktet og pisk kort til det er blandet godt.
4. Kom den færdige blanding i muffinformene til de næsten når toppen. Bag dem i ovnen i 30 minutter.
5. Tag herefter kagerne ud og lad dem køle af på en bagerist. Når kagerne er kølet af, kan du tilsætte icingen.

Til icingen
1. Tilsæt alle ingredienserne i en stor skål over et varmt vands bad. Rør i massen i 2 minutters tid til flormelisen er blandet ind i resten.
2. Tag skålen af varmen og pisk med en elpisker i 9 minutter til massen er kølet af.
3. Så skal toppen bare i en sprøjtepose, eller bare smøres med en palet oven på de afkølede kager. 

Denne opskrift rækker til ca. 12 cupcakes.

Velbekomme! 

onsdag den 2. juli 2014

Light chocolate cake

Jeg er virkelig faldet for opskrifterne i Harry Eastwoods lækre kage bog:
http://mysweetlittlecake.blogspot.dk/2013/06/den-lkreste-gulerodskage.html


De kager jeg har prøvet indtil videre, har været så lækre og smagfulde, og så er de ovenikøbet fedtfattige. Dvs. så meget som kager nu kan være.


Denne chokoladekage er luftig, fugtig og så utrolig lækker, og til alle slikmunde som gerne vil have noget sødt uden alle kalorierne er denne et hit!

(Ps. Se hvordan kagen rigtigt skal se ud, sådan oprindeligt, på linket ovenfor)

Light Chocolate Cake

Ca. 12 portioner

Du skal bruge:
3 æg
160 g rørsukker
200 g skrællet og revet butternut squash
120 g rismel
3 tsk god kakaopulver
80 g mandelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1/4 tsk salt
125 ml kærnemælk

Til frostingen:
50 g usaltet smør, stuetemp.
200 g flormelis
50 g mascarpone
4 tsk kakaopulver
knivspids salt

evt. roser til pynt

Du skal desuden bruge 2 bageforme a 18 cm i diameter x 5 cm dybe 

Sådan gør du:
1. Forvarm ovnen til 180 grader. Smør bageformene, eller dæk dem evt. med bagepapir.
2. Pisk æg og sukker i en skål i 4 min til det bliver let og luftigt.
3. Rør butternut squash, rismel, kakao, mandelmel, bagepulver, natron og salt i skålen. Tilsæt til sidst kærnemælken og bland det hele godt sammen.
4. Hæld blandingen i de 2 skåle, så de er jævnt fordelt.
5. Bag kagerne i ovnen i 30 min. Lad dem derefter afkøle.
6. Mens kagerne bager kan du lave frostingen. Men sørg for at kagerne er kølet helt af inden det bliver fordelt ovenpå. Bland først smør og flormelis. Tilsæt til sidst de resterende ting og pisk hårdt til det er en lækker masse.
7. Køl frostingen ned i 15 min. Når den er færdig skal den piskes op en sidste gang, og kan derefter fordeles mellem lagene og på toppen af kagen.